Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø har som myndighed for Espoo-konventionen modtaget supplerende notifikation om projekt for etablering af nye nukleare anlæg i Varberg Kommune Sverige.
Danmark modtager informationen, da projektet kan medføre grænseoverskridende miljøpåvirkninger, og derfor gennemføres en høring af den danske offentlighed, danske myndigheder og danske interesseorganisationer.
Om projektet
Den svenske miljøstyrelse (SEPA)har sendt en revideret høring vedr. til de projektet om etablering af kernekraft i Varberg kommune, Sverige.
Projektet har gennemgået væsentlige ændringer siden den oprindelige høring i marts 2025.
Ansvaret for projektet er overgået fra Vattenfall AB til Videberg Kraft AB, som nu står for ansøgningen om de nødvendige tilladelser. Projektet er nu defineret til at omfatte tre modulært opbyggede trykvandsreaktorer. Anlægget forventes at få en samlet installeret elektrisk effekt på op til ca. 1.475 MWe og en årlig elproduktion på ca. 12 TWh.
Den reviderede høring skyldes, at projektets omfang og de tekniske detaljer er blevet uddybet. Dette giver berørte lande mulighed for at gennemgå de nye oplysninger og afgive eventuelle bemærkninger i høringsprocessen. Den nye information er en integreret del af afgrænsningsdokumentet. Den supplerende høring vedrører både de nye oplysninger og den planlagte drift generelt.
Materiale
Den nye information er skrevet i det vedhæftede supplerende materiale, som udgør en integreret del af afgrænsningsdokumentet Den supplerende høring vedrører både de nye oplysninger og den planlagte drift generelt.
Bilag 1 – Opdateret afgrænsning vedr. ny kernekraft, Ringhals
Bilag 2 - Supplerende høringsmateriale
Bemærkninger
Myndigheder, interesseorganisationer og offentligheden har mulighed for at komme med bemærkninger og ønsker til indholdet af miljøkonsekvensrapporten samt planlagte foranstaltninger for at reducere eller fjerne potentielle grænseoverskridende virkninger på miljøet.
Hvis I ønsker at deltage i miljøvurderingsprocessen eller har bemærkninger til de planlagte forundersøgelser eller indholdet af den kommende miljøkonsekvensrapport, kan I sende dem til Espoo@sgav.dk med angivelse af journalnummer: 2025-7801 senest den 14. december 2026.
Fakta om Espoo-konventionen
Espoo-konventionen er bekendtgørelse af konventionen af 25. februar 1991 om vurdering af virkningerne på miljøet på tværs af landegrænserne samt bekendtgørelse af protokol af 21. maj 2003 om strategisk miljøvurdering til konventionen af 25. februar 1991 om vurdering af virkningerne på miljøet på tværs af landegrænserne
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljøs opgave som Espoo-myndighed er:
- at orientere om miljøvurderinger af konkrete grænseoverskridende planer/projekter.
- at vejlede om deltagelse.
- at videreformidle høringssvar/klager fra den danske offentlighed samt berørte myndigheder og interesseorganisationer til oprindelseslandet.
- at sikre Espoo-processen forløber korrekt.
Orienteringen sker efter § 38 i lovbekendtgørelse nr. 1976 af 27. oktober 2021 om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM).