Ansøgningsrunde for etableringsprojekter i ’vådområder og lavbundsprojekter 2026’ udskydes

02-11-2026

Stor overansøgning på etableringsprojekter i første ansøgningsrunde medfører, at anden ansøgningsrunde udskydes. Styrelsen er i gang med at afklare, hvad overansøgningen betyder for den samlede bevilling for ’vådområder og lavbundsprojekter 2026’.

Arkivfoto: Colourbox

Der var markant overansøgning til den første ansøgningsrunde til at etablere EU-finansierede kvælstofvådområder, lavbundsprojekter, fosforvådområder og restaurering af ådale, som lukkede den 30. september 2026. Den store interesse er rigtigt positiv for udtagningsindsatsen.

Det betyder dog også, at der nu er brug for at afklare, hvad den store ansøgning betyder for den samlede pulje til EU-finansierede etableringsprojekter i 'vådområder og lavbundsprojekter 2026'. Derfor udskydes anden ansøgningsrunde for etableringsprojekter, som var planlagt til at åbne den 3. november 2026.

Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø vil kommunikere om muligheden for tilskud til EU-finansierede etableringsprojekter, så snart der er klarhed over den samlede finansiering i 'vådområder og lavbundsprojekter 2026'.

Det er fortsat muligt at ansøge om tilskud til en forundersøgelse eller til nationalt finansierede etableringsprojekter. Her kan du søge året ud.

Flere år med markant interesse for at udtage arealer

Styrelsen har de sidste år set gentagne overansøgninger på kvælstofvådområder og lavbundsprojekter. Det vidner om et stort engagement fra kommuner og lodsejere og er et vigtigt bidrag til arealomlægningen. 

Blandt andet blev overansøgningen på mere end 600 millioner kroner til forundersøgelsesprojekter i 'vådområder og lavbundsprojekter 2026' imødekommet. Styrelsen er nu i fuld gang med at give tilsagn.

Abonnér

Få nyheder fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø sendt til din mailboks. 

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller e-mail: mail@sgav.dk

Er du journalist? Kontakt vores presseteam på tlf. 41 89 25 07.