Vi har nu fastsat de endelige tilskudssatser for grundbetalingsordningen, bio-ordningerne og koblet støtte til stivelseskartofler i ansøgningsåret 2026.
Vi fastsætter tilskudssatserne på baggrund af over- eller underansøgning på ordningerne. Da det samlede ansøgte areal på bio-ordningerne er lavere end budgetteret, har vi benyttet de variable tilskudssatser i CAP-planen, som betyder, at vi kan hæve tilskuddet pr. hektar til det maksimalt mulige.
Herunder er en oversigt over de endelige tilskudssatser for 2026. Alle beløb er omregnet fra EUR til DKK efter kursen 7,4755.
| Ordning | Tilskudssats 2026 (DKK/ha) |
| Bio-ordninger: | |
| Økologisk arealstøtte – Basisstøtte | 1.693,28 |
| Økologisk arealstøtte – Omlægningstillæg | 1.982,03 |
| Økologisk arealstøtte – N-reduktionstillæg | 717,50 |
| Økologisk arealstøtte – Frugt-/bærtillæg | 4.415,03 |
| Miljø- og klimavenligt græs | 1.881,43 |
| Varieret planteproduktion | 771,40 |
| Midlertidig ekstensivering | 1.828,73 |
| Midlertidig ekstensivering – tillæg | 1.956,64 |
| Øvrige ordninger: | |
| Grundbetaling | 1.577,41 |
| Koblet støtte til stivelseskartofler | 216,57 |
Alle satser er beregnet ud fra en vekselkurs på 7,4755 DKK/EUR.
Ændringer i tilskudssatsen til grundbetaling og koblet støtte
Tilskudssatsen til grundbetalingen reduceres med 0,1 procentpoint ift. den planlagte sats, fordi der har været en mindre overansøgning til ordningen.
Tilskuddet til stivelseskartofler reduceres med 14,7 procentpoint til 216,57 DKK/ha, da det ansøgte areal er højere end forventet. Tilskuddet er stadig inden for spændet af minimum- og maksimumgrænsen.
Vær opmærksom på betydning af forhøjede satser til bio-ordninger
Du skal være opmærksom på, at de højere tilskudssatser på bio-ordningerne kan betyde, at du får en højere udbetaling, end du forventede, da du søgte om tilskud til 2026.
Vi minder om, at der endnu er åbent for at rette i de indsendte ansøgninger til ordningerne. Du har mulighed for at trække arealer ud af din ansøgning om tilskud frem til den 16. november 2026.
